Anmeldelse fra bogblogger.dk
En undersøgelse fra Odense har vist, at de danske børn i daginstitution om året har 4,5 millioner sygedage. Dette tal kan reduceres væsentligt, hvis de små poder lærer at vaske grundigt hænder. Det er inspirationen for Den store vaskehænderbog.
Mikkel er et børnehavebarn, som ikke altid husker at vaske hænder. Derfor er hans hænder blevet bolig for to frække bakterier, nemlig Buster Baktus og Hilda Host. Sådan nogle bakterier formerer sig ganske hastigt og inden længe er hele børnehaven blevet bolig for masser af små bakterier. Det ender så galt, at hele børnehaven må lukke på grund af sygdom. Men heldigvis lærer Mikkel til sidst, hvor vigtigt det er at vaske hænder. Og som i den gamle og for de fleste kendteKarius og Baktus, vinder barnet og baktusserne ryger ud i håndvaskens afløb.
Bogen er morsom og på ingen måde moraliserende. Den er fyldt med masser af fjollede tegninger af små baktusser og her i huset blev der blandt andet fneset, af baktussernes lettere flabede kommentarer, da de måtte tage turen ned i afløbet.
Bogen slutter af med en vaskehænderguide og information til forældre, lærere, pædagoger og andre interesserede voksne. Bogen udkommer i dag på Turbine forlaget og er overordentlig oplagt i ethvert hjem med børn. Ikke mindst i disse Svineinfluenza-tider!
Ulrik T. Skafte, Buster Baktus – Den store vaskehænderbog, Illustrator Stine Gram Sørensen, Turbine forlaget, December 2009, 32 sider.
Denne anmeldelse er skrevet af Jane Andersen










